Af Jesper Juul

For mange år siden blev jeg dagligt kritiseret af min kone for at arbejde for meget og for at være for lidt hjemme. Hun havde ret, men antydningen af, at jeg var forkert eller havde familiefjendtlige motiver, låste mig fast i en position, hvor jeg uden at være bevidst om det bare arbejdede mere og mere. Til sidst måtte jeg lukke ørerne for hendes kritik og sanserne for den overflod af stress-signaler, min krop forsynede mig med.

Som så mange af mine samtidige var jeg vokset op med en selvdestruktiv holdning, der til enhver tid prioriterer omgivelsernes krav og forventninger højere end det personlige velbefindende. Ingen havde nogensinde fortalt mig om hverken anerkendelse eller accept af egne grænser og behov.

I en periode havde jeg besøg af en god ven, som fulgte mig på arbejde og en sen aften, hvor han kom tilbage fra en joggingtur i skoven, og jeg kom ud fra endnu en aften på kontoret, standsede han op, så mig kærligt i øjnene og sagde, Det er dog helt utroligt, hvor meget du overkommer! Denne ene anerkendende bemærkning fik al isen til at smelte inden i mig og gjorde det muligt for mig at geare ned uden at føle, at jeg samtidig mistede min værdi som menneske.

Der er ikke tvivl om, at vores personlige stressniveau er vores eget individuelle ansvar. Der er masser af 'årsager' uden for os selv og uden for vores indflydelse, men der er kun et menneske, der kan tage ansvaret for ens velbefindende, og det er en selv. Derfor indeholder denne bog en række værdifulde og gennemprøvede individuelle øvelser og praktikker, som vi hver for sig må tage ansvaret for at lære - eller lade ligge. Pointen i min historie er imidlertid mere nuanceret: vi må gøre det selv, men helst ikke alene!

Vi har brug for andre mennesker, som har overskud til at sætte sig ind i vores liv og mod til at yde os et empatisk med- og modspil, når vi trænger til det. Vi har brug for gode, konstruktive relationer til mindst ét andet menneske, som kan supplere den frugtbare relation, vi bl.a. med hjælp fra bogen kan opbygge i dialogen mellem 'mig og mig selv' - eller mellem krop og psyke.

Af mange grunde vælger de fleste af os tilpasningen til de aktuelle krav eller konformiteten frem for at drage omsorg for vores egne grænser og behov. Mennesker med hjemmekontor eller flekstid er tilbøjelige til at arbejde mere, end det, der kræves af dem, og også i vore personlige relationer siger vi ofte ja, hvor vi egentlig skulle sige nej. Vores trang til at have værdi for andre vinder gang på gang over vores evne til at sætte pris på vores egen individuelle eksistens og indre balance. Derfor er det en god idé at opbygge både en indre autoritet, som kan matche de ydre krav, og nogle personlige relationer, der tilskynder til egenomsorg.

Den seneste hjerneforskning fortæller os med stor tydelighed, at mange af tidens børn vantrives og fejludvikler sig på grund af stress. Ikke fordi de ikke kan tåle stress, men fordi de ikke får hjælp til restitution og dermed kommer til at leve med et permanent forhøjet stressniveau, som påvirker hjernens udvikling negativt. Børn skal lære at 'stresse af' af deres forældre, og det lærer de kun, hvis forældrene kan se og anerkende det enkelte barns stress og yde den nødvendige fysiske og psykiske omsorg.

Dette er en meget vigtig udfordring for det postmoderne menneske både som partner, ven og forælder, og den handler ikke bare om balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Den handler om, at vi aktivt lærer at føre hyppige dialoger med os selv støttet af nogle konkrete øvelser og rutiner, som er langt mere dybtgående end såkaldt 'well-ness'. Det er denne bogs styrke, at den både viser vejen og for-klarer rejsens nødvendighed.